Komponisten Karl Aage Rasmussens anden essaysamling på to år, udgør sammen med den første Kan man hører tiden, 1998, et væsentlig værk indenfor musiklitteraturen. Det er en bog som forudsætter kendskab til den klassiske musikkulturs historie og terminologi og herunder især den nyere musik. Hovedparten af bogen udgøres af komponistportrætter fra den vestlige kulturkreds, heriblandt også danske. Det er især komponister fra Det 20. århundredes katalog og som vi almindeligvis kategoriserer som avantgarde. Det er absolut hovednavne som der ikke findes meget litteratur om på dansk, andet end i diverse tidsskrifter. Disse portrætter er først og fremmest oplysende og i flere tilfælde inspirerende læsning der giver en lyst til at høre mere ny klassisk musik. Apropos ny klassisk musik, så beskriver KÅR en selskabssituation hvor en dame spørger ham hvorfor han ikke komponerer ligesom Mozart - "det er jo sådan en dejlig musik". Komponisten (og ikke kommunisten, som damen først tror) kan kun svare med ordet: Slitage. Komponisten skal komponere i overensstemmelse med sin samtid og dermed basta. KÅR redegør ganske fint for sine klare og delvis gammeldags elitære synspunkter. Synspunkter der anfægter den almindelige brede (socialdemokratiske) kulturopfattelse

En samling af essays om musik og mennesker, udvalgt, redigeret og med forord af Sven Holm...