Månedens film: Marjorie Prime

Forestil dig, at du kunne snakke med en person, du har mistet. Ikke bare se gamle billeder eller høre vedkommendes stemme på en optagelse, men faktisk sidde over for personen og føre en helt almindelig samtale. Lyder det fedt? Eller måske lidt creepy?

Det er præcis den idé, som "Marjorie Prime" tager fat i. Og selvom filmen på overfladen handler om kunstig intelligens og avanceret teknologi, er det i virkeligheden en meget menneskelig fortælling om kærlighed, sorg, familie og alle de minder, vi slæber rundt på.

Filmen foregår i en nær fremtid, hvor teknologien har gjort det muligt at skabe holografiske kopier af afdøde mennesker. Disse kopier kaldes Primes, og de kan tale, lytte og lære af de mennesker, der omgiver dem.

En fremtid, der måske ikke er så langt væk

Vi følger den 86-årige Marjorie (Lois Smith), der er begyndt at miste hukommelsen. Hun bor sammen med sin datter Tess (Geena Davis) og svigersønnen Jon (Tim Robbins). For at hjælpe hende med at holde fast i fortiden har familien skaffet en Prime af hendes afdøde mand, Walter (Jon Hamm).

Walter ser ud, som han gjorde i sine yngre dage. Han taler med Marjorie om deres ægteskab, deres oplevelser og de små ting, der gjorde deres liv til noget særligt.

Men der er selvfølgelig en hage ved det hele. Walter er kun så virkelig, som de minder, andre mennesker har givet ham. Og hvad sker der, når de minder viser sig at være upræcise, forskønnede eller ligefrem forkerte?

Minderne er ikke altid til at stole på

Det klart mest interessante ved "Marjorie Prime" er dens måde at arbejde med hukommelse på. Vi mennesker går ofte rundt og tror, at vores minder er præcise optagelser af noget, der er sket. Men sådan fungerer hjernen jo ikke. Hver gang vi tænker tilbage på en bestemt begivenhed, risikerer vi at ændre lidt på den. Vi glemmer detaljer, tilføjer nye eller ser situationen i et helt andet lys.

Det er netop dette, filmen udforsker. Walter Prime ved ikke, hvordan hans liv faktisk var. Han ved kun, hvad andre har fortalt ham. Hvis Marjorie fortæller en romantisk historie om deres ægteskab, bliver historien en del af hans hukommelse. Hvis nogen senere fortæller en anden version, kan hans forståelse ændre sig.

Pludselig bliver spørgsmålet, om Walter overhovedet er en kopi af det menneske, han engang var, eller om han nærmere er en kopi af den person, Marjorie gerne vil huske.

Kunstig intelligens og den perfekte løgn

Et andet interessant tema er, hvor langt mennesker vil gå for at undgå at miste dem, de elsker.

På den ene side virker teknologien fantastisk. Marjorie får mulighed for at tale med sin afdøde mand, og samtalerne giver hende tryghed i en periode, hvor hendes hukommelse gradvist forsvinder.

På den anden side er der noget dybt ubehageligt ved situationen. Walter Prime kan aldrig blive sur på samme måde som et rigtigt menneske. Han har ingen selvstændig fortid, han kan fortælle om, og hans personlighed afhænger af de oplysninger, han får. Han er i bund og grund en kunstig version af et menneske, der ikke længere eksisterer.

Spørgsmålet er derfor, om sådan en teknologi virkelig hjælper os med at bearbejde sorg, eller om den bare gør det lettere at flygte fra virkeligheden. Det er især relevant i en tid, hvor kunstig intelligens allerede kan efterligne menneskelige stemmer, skabe realistiske billeder og føre samtaler.

"Marjorie Prime" føles derfor næsten mere aktuel nu, end da den udkom. Den tager noget, der tidligere virkede som ren science fiction, og gør det til et meget konkret menneskeligt dilemma.

Filmen kan ses i november måned for 0 point på Filmstriben.