Ud i rummet

09.10.23
Forberedelserne til rummissionen Huginn, hvor Andreas Mogensen blev sendt ud til den Internationale rumstation ISS har fyldt meget i medierne. Mange børn og voksne har fulgt programmerne og opsendelsen live på tv og snakken har summet om køkkenborde og i klasseværelser

Når en dansker kan blive astronaut og komme ud i rummet for anden gang, så bliver rummet mere nærværende og det afføder en naturlig større interesse for rummet og rumfart. 
Det er heldigvis muligt at pleje interessen og blive klogere på rummet på flere måder.

Astronauttræning, vægtløshed og kæmpelyn

Andreas Mogensen fortæller alt om sin første mission i 2015 og om forberedelserne til Huginn missionen. Du hører om træningen op til og hverdagen ombord på rumstationen. Der er sjove oplysninger bl.a. om hvordan 95 % af alt vand genbruges på rumstationen og derfor renses astronauterne tis også og bruges igen. Det er krydret med fotos fra rumstationen, rummet og masser af spændende fakta.

For videbegærlige børn fra 9 år.

Rummets rekordbog

Videnskabsjournalist og forfatter Lars Henrik Aagaard har samlet de 100 vildeste rekorder i rummet i denne bog. Her kan du bl.a. læse om den mærkeligste ting mennesker har fundet i rummet og om den mærkeligste lyd man har hørt fra universet. 

Fra 8 år

Den første kat i rummet åd pizza

En mere humoristisk tilgang til rummet får man i denne skrupskøre graphic novel om hvordan månen, som jo er lavet af ost, er ved at blive ædt af rotter.
Heldigvis sender jorden deres bedste folk – en specialdesignet kat og en negleklipperrobot, som sammen skal prøve at redde månen – og jorden. Tegneserien af Mac Barnett og Shawn Harris blev til som live cartoon på instagram under corona lockdown og findes nu som graphic novel. 

Fra 8 år

Tilbage på jorden

De mindste skal ikke snydes for viden og historier om rummet. Oliver Jeffers har skabt en virkelig fin billedbog om rummet, hvor man følger en far og hans to børn rundt i rummet i en rumbil. Der bliver fortalt om de forskellige planeter og de store afstande i solsystemet. Sideløbende fortælles jordens historie på en måde, så det er let forståeligt for de fire til syvårige.

Villy og monsterplaneten

Drengen Villys rumskib bliver ramt af en meteor og han sendes alene afsted i en redningskapsel. Han nødlander på en uudforsket planet, hvor hans eneste følgesvend er en lille robot. Drengen må klare sig selv og lære den nye planet at kende samtidig med at han prøver at komme hjem. En sød animationsfilm, der kan ses fra 7 år.

Se filmen på filmstriben.dk

Ud i rummet

Så er rummet heller ikke længere væk end at du kan få din helt egen rumoplevelse i Aabenraa! Første søndag i november kan I komme med en tur i rummet til Søndagsåbent på Nygadehuset. Her er rumtema med masser af astronautisk krea og halløj.

Køb billet på nygadehuset.dk

Materialer